|
Eg sat mær á gøtulið
Eg sat mær í gøtulið,
goymdi mær at seyði,
har kom ein so lítil drongur,
líkur var hann Mortan í heygi.
tók hann stav sín
sló hann um skalla mín,
eg honum aftur ímóti
í fullan nevan mín av gróti.
So fór hann eystur um landið
at biðja sær biskup í tanga,
fyrsti gav honum oksa,
annar gav honum kú,
triðji gav honum floy,
sum aldri kundi doy.
Eg kom inn á kvøldi,
sum konan sat og rørdi
mjólk á diski.
Eg bað hana geva mær
mjólk at drekka.
“Ei gat eg givið tær
fyrr enn tú hevur grátið
við báðum tínum eygum!”
“Illa spilla”, svaraði Høkil
lamba krøkil,
“Fegin hevði muður mín
smakka feskan lambsdrunn
fyrsta páskamorgun.”
|
Jeg sad på en bakke
Jeg sad på en bakke
og vogtede får,
der kom en lillebitte dreng
der lignede Morten i højen,
han tog sin stav
og slog mig i hovedet,
jeg sprang imod ham
med næverne fulde af sten.
Så drog han østpå i landet
for at tigge hos bispen på næsset,
den første gav ham en okse,
den anden gav en ko,
den tredje gav ham en flyvetur
som aldrig ville stoppe.
Jeg kom hjem om aftenen,
mens konen sad og rørte
skummetmælk ved bordet.
Jeg bad hende give mig
en tår af mælken.
“Du får ingenting af mig,
før du har grædt
med begge dine øjne!”
“Ondskabsfulde (kvinde),”
svarede Høkil
fåretyven,
“min mund ville så gerne
smage fersk fårekød
den første påskemorgen.”
|
