Det var Tor af Havsgård
rider over de grønne enge;
tabte han sin hammer af guld,
og borte var han så længe.
Så vinder man sværken.
Det var Tor af Havsgård,
taler til broder sin:
"Du skal fare til Nørrefjeld
og lyse efter hammer min."
Det var Loke Løjmand,
sætter sig i fjederham;
så fløj han til Nørrefjeld
alt over det salte vand.
Midt udi den gård,
der aksler han sit skind;
så gik han i stuen
alt for den Tossegreve ind.
"De vær velkommen, Loke Løjmand,
du vær velkommen her;
hvor stander landen' i Havsgård,
og hvor stander landen' her?"
"Vel stander landen' i Havsgård,
og vel stander landen' her;
men Tor haver sin hammer mist,
fordi er jeg kommer her."
"Ikke fanger Tor sin hammer igen,
dig siger jeg disse ord:
for femten favn og fjorten
der ligger han graven i jord.
Ikke fanger Tor sin hammer igen,
dig siger jeg talen så:
med mindre I giver mig Fredensborg
med alt det gods, hun å."
Det var Loke Løjmand,
sætter sig i fjederham;
så fløj han tilbage igen
alt over det salte vand.
Midt udi den gård
der aksler han sit skind;
så ganger han i stuen
alt for sin broder ind.
"Ikke fanger du hammer igen,
dig siger jeg talen så,
med mindre vi give hannem Fredensborg
med alt det gods, hun å."
Dertil da svared den stalte jomfru,
på bænken, som hun sad:
"Giver mig heller en kristen mandag
end delig en trold så led."
"Da vil vi tage vor gamle fader,
ganske vel ville vi børste hans hår;
føre vi hannem til Nørrefjeld
for en så stolt jomfru."
Førte de den unge brud,
de førte hende i bryllupsgård;
det vil jeg for sandingen sige,
der var ikke guld for legerne spart.
Så tog de den unge brud,
satte hende i brudebænk;
for da gik den Tossegreve,
han lyster for hende at skænk'.
En oksekrop så åd hun op,
vel tredive svineflykke;
sybhundred brød hendes rente var,
så lysted' bruden at drikke.
En oksekrop så åd hun op,
vel tredive svineflykke;
tolv tønder øl så drak hun ud,
før hun kunne tørsten slykke.
Tossegreve han gik ad stuegulven,
han monne sig så ilde kære:
"Hvem så er den unge brud,
hun vil så meget æde?"
Svarede liden Loke,
smiler under skarlagenskind:
"I syv dage fik hun ikke mad,
så haver hun stundet hjem til din."
Otte var de kæmper,
der hammeren bar ind på træ:
det vil jeg for sandingen sige,
de lagde hannem over brudens knæ.
Det var da den unge brud,
tog hammeren i sin hånd;
det vil jeg for sandingen sige,
han slynget hannem som en vånd.
Nu slog hun Tossegreve ihjel,
den lede trold og lang;
så slog hun ihjel de andre små trolde,
af brylluppet monne hun gang'.
Det var liden Loke,
monne sig så vel om tænke:
"Nu vil vi fare hjem til vor' egne land',
spåne vor fader en enke.
Så vinder man sværken.
