Fossegrimen
Søgnir fraa Hallingdal av Johan Eberhard Colbjørnsen Nielsen (1827-1916)
Alle som i gamle døgo vilde bi Ovkara te å laate paa Fela, maatte faa Fossegrimen te lære se, for minder vart de 'ki stort taa di me Laatingenn, aa berre noko harka Spelemenna vorto dai.
Fossegrimen va ait Vatstrøll, som helt se unde ain Foss, helst ve ait Kvednahus, aa der gjorde han stundo ænkort te Prainu ve Mylnaradn, aa stundo let han so vænt, at Folk soto raint forkvivsa, naar dai føngo hoyra Laatten hass. Stundo let han friske Springlaatta aa Lauslaatt, men stundo sette han slikt grøtele Ljø i Fela si, at dai maatte graata, som hoyrde paa. Han hadde den Gjerde i se me, at han kunna laga se i mange Liknils, ettersom han va i Løte te. Vart han ørt so kom han upp or Vatne i slik stygg Skapna, at Folk vorto raint forfælde.
De va ain Mann som va ve Kvedne ain Kveld, aa i det Kvednahuse maatte ingin vera ell la Kvedni gaa ette de va myrkt, for daa vart Grimen sinna, naar han inki fekk Nattero. Dette vart Mannen aatvara um, men han vaatte de inki, aa tenkte berre paa aa faa Mælden sin rai'ug. Daa de lai lite paa Notte, hoyrde han slike svære Slarka i Vatne, aa so ga det noko drjuge Svarpa inn i Veggidn ender aa daa. Um ait Bil sprang Hurde upp, aa Mannen fekk sjaa ain Skalle, som fyllte ut haile Dydne. Huku naadde ne paa Durstokken, Enne uppunde Durgaupa, aa Kjakadn follo tett ette Durski'o. Augodn voro stor som Borddiska, aa i Kjafte va han svart som Bik. Der sto daa Trølle ait Bil, glainte aa gapte, aa le'a paa Skallin. So sa'e de: "Men de va ain Skalle de, Mann!" Mannen vart so forfæld, at han inki viste te se, aa han hadde daa vore huga te sloppe utatt, men Hurde vart atterhelden, aa der laut han staa haile Notti. Stundo ristest Kvernhuse fram aa attende som ait Saald, aa stundo vorto Kvednadn sta'helden, aa assimyljo vorto haile Gaupa taa Mjøl blesen baint i Augudn paa hono. Daa de tok te lime fyr Dagi, slapp han endele utatt aa skulde daa ta Sprange upp igjøno ain Bakki, men i di sama fekk han ai taa Mjølhito sine baint over Nakkin, so han stupte aat Vegi. Han kravsa se attpaa Føtadn, aa atte Sprangs. Daa hoyrde han at Grimen ropte: "Hailskinna slepp du no; men kjem du att oftar so, so kanski du fær ait brote Bain, som kan minne de um, at du va me te Main!"
Sovoren va Fossegrimen naar han va uppøst, men han tede se arelaine, naar han vart mefaren som han totte godt um. Han likte so godt Spikikjøt, aa naar dai kasta noko taa di te hono, so kom han snart upp paa ain Stain uti Aa'nn me Felunn sina, aa let daa lite aa lengi, ette som Kjøtmolen va stor aa go te. Va de ain som vilde lære aa laate taa hono, so maatte han ha me se ain Fena'kjøtlem, som han kasta burtunde Fossen. Um ait Bil kom daa den vesle Mannen skjøtand som ai Pil uppaa ain stain me Felunn i Høndenn. Haare hass va langt aa tjukt aa so gult, at de va som gylt. Nasin aa Munnen voro høvele aa væl laga, aa Augudn lyste aa voro blank som Tvergastaina. Hendadn voro smaa og kvit, aa Fingadn gingo, so ain inki kunna oygje dai, daa han prilla. Fyst tok han daa te stille aa se'a te laate, stundo høgt so de ljuma, aa stundo laagt aa fint, aa so helt han paa, te den, som hadde kasta Kjøtlemen, hadde lært. Se'a stoypte han se paa Vatne aa vart burte. Va de no ain klen Kjøtlem, han fekk, so vart de 'ki mæt Spilemann taa dai, som givi hadde, men va Lemen fait aa stor, so vart han bere, aa va nokon so gøvug, at dai kasta te hono ait gildt Bukkelær, so vorto dai Ovspelemenna.
De va aigong ain Kniar, som vilde lære laate; men han timde 'ki lata te nokon Kjøtlem aat Fossegrime. Han vilde daa gaa burt aat Fosse fyruta, men are avraadde han, taa di dai viste, at Grimen inki vilde lære nokon hailt upp uta Bitaling. Han gikk daa sta aa skødde over alt Kjøte sitt, men alle Lemi syntest han voro for stor, aa ingin totte han, han maadde i Von. Endele tok han daa ait Bain, som Kjøte va væl spikka taa; dette maatte daa vera godt nok, mainte han. Han kasta Baine i Vatne aa vænta ai lang Ævu, fyrr han saag nokon Vatsmann. Teslutte kom han, men inki bli aa kvek, men grinen og imsen saag han ut. Likevæl tok han te stille Fela si, men ingin Laating vart de taa. Guten vart daa sturen aa sa'e: "De va aa laate e vilde lære." Men grimen svara:
"E ska lære de stille men inki slaa;
du ga me ait Bain som inki va på."
Ain Mann fekk lære aa inki turte giva noko fyr. Han kom gaa'and ette ai Buslo i Skogi aa vilde paa Stølen. Imot Kvelde kom han te ai Tjødn, som kallast Rakketjødne, aa der fekk han hoyre noko, som let so oversle vænt burti ain Skogholt. Han vart se daa forgrunig, kaa detta kunna vera, aa gikk nemmar aa vilde sjaa Spelemannen. Ne me ai Furu sat ait Menneskjeliknils i Kvendfolkpløgg aa let paa ai Fele, som saag ut som ai Skibrette me Strengi paa. Mannen kom nemmar aa nemmar aa teslutte tett inn ve denna Fenta, aa ho let like godt. Han totte de va ai laakle'n Fele ho hadde aa sa'e: "Men de e undele du kan laate paa slikt." "Aa nai undele e de 'ki vi'ar, sa'e Fenta; gjer de ait Liknils taa desse Felunn aa ber de likains aat, so ska du me koma te kunne laate, ska du sjaa." Mannen sto aa stirde paa ho ait Bil, men kom daa te snu paa Skallin lite so myki han avoygde ho, aa daa kvarv ho burt. Han hoyrde ain Kless i Vatne, aa Tjødne baara se lengi ette. Daa Mannen kom haimatt, gjorde han se ai slik Fele, som den han saag, aa daa han sette den inn paa ait Holte ell paa Klukkekassa, let han bere paa den en nokon a'n Spelemann paa si Hardangfele.
