Torre og Gjø
fra: Axel Olrik og Hans Ellekilde. Nordens Gudeverden. Andet Bind: Årets Ring. G.E.C. Gads Forlag, København, 1951.

Midvinterny. Vinterens fjerde månemåned har mange forskellige navne i den nordiske folkeoverlevering: Torre eller Torreny i Norge; Disa i Dalarne; Distingsny i Uppland; Nykongen, dvs. samtlige nytændingers konge i det historiske Sydsverige og Skåne (s. 600), og endelig Nytårsny, ikke blot i Danmark, men også hyppigt i Sverige og af og til i Norge.
Vi bruger Midvinterny som teknisk betegnelse for disse forskellige månemånedsnavne for vinterens fjerde månemåned. Efter vor opfattelse har vinteren i tidlig hedensk tid altid haft seks månemåneder, mens sommeren hvert tredie år havde en skudmåned og altså syv månemåneder (s. 748). I kristen tid er denne skudmåned henlagt til vinterhalvåret i januar måned og kaldes på Ole Worms tid for Sildemåned.
Efter nutidig norsk folkeopfattelse er Torre den månemåned, der følger umiddelbart efter Jolemåne. Man skulde principielt tro, at Jolemåne var den måne , der var på himlen förste juledag, men det er slet ikke tilfældet.
Jolemåne er altid den måne, som er på himlen helligtrekongersdag, hvad enten den så er een eller 28 dage gammel. Det vil i virkeligheden sige, at i kristen tid med dens afgörende påskeberegning efter månetid har helligtrekongersdag indtaget den plads i måneårstidsregningen i Norge, som den norske nysoldag tidligere i hedensk tid må have haft. Jolemåne kan altså tidligst indtræde 8. december og senest selve helligtrekongersdag d. 6. januar. Torre, der som sagt følger umiddelbart efter Jolemåne, kan følgelig tidligst indtræde d. 7. januar og senest d. 5. februar. Torre efterfølges af femte vintermånemåned Gói eller Gjø, der allertidligst kan indtræde 6. februar, og senest må indtræde d. 7. marts. I praksis vil det sige, at Torre i almindelighed strækker sig fra midten eller slutningen af januar til midten eller slutningen af februar, og at Gjø strækker sig fra midten eller slutningen af februar til midten eller slutningen af marts. Vinterens sjette månemåned med gamle norske navne som Einar, Krikla eller Kvina, strækker sig da i regelen fra midten eller slutningen af marts til midten eller slutningen af april, hvorefter sommerens förste månemåned indtræder med Maj mø (s. 649).

Den ældgamle norske månemåned Torre eller Torreny falder regelret i vinterens hårdeste og strengeste tid. Men nordmændene ønsker afgjort ikke mild vinter med fremherskende tøvejr. De frygter, at en sådan tarvelig "vinter" skal afføde en tilsvarende ussel "sommer" med utilstrækkelig og slet afgrøde af hø og korn, og de udtrykker deres opfattelse på denne anskuelige vis: "Torres tø giver frossent korn og råddent hø!"
Med andre ord : høet vil med tøvinter rådne bort i den uopholdelige nedbør i høstlættens tid, og kornet vil fryse bort under nattefrost i kornmodningens tid.
De de vintermånemåneder Torre og Gjø opfattes ofte som personlige væsener, snart som broder og søster, snart som mand og kone. I Årdal i Sogn siger Gjø: "Er han Torre , broder min, god, så skal jeg blive bedre, men er han led, så skal jeg blive værre. Jeg skal fryse barken af træ og horn af fæ og barn af moders liv." Som mand og hustru opfattes Torre og Gjø i et meget udbredt vejrrim, der i Søndmøre lyder således:

Torre med sit skæg
lokker börnene under solevæg,
Gjø med sit skind
jager börnene i stuen ind.

Som en godmodig skægget husbond og fader lokker Torre sine börn ud ved den solbeskinnede sydvæg, mens hans skrappe kone Gjø med sit skindforklæde hurtig nok skal få gennet ungerne ind i stuen igen. Man har grublet meget over, hvad månedsnavnet Torre monne betyde. Snart har man opfattet Torre som den törre, den sneløse vinter, mens Gjø skulde betyde den snefyldte vinter, som følger efter barfrosttiden - og det i et Norge, der er snedækket det allermeste af vinteren!
Snart har man ment, at Torre skulde betyde hensvinden, aftagen, og sigte til, at vinterfoderet begyndte at tage af! Det vilde dog være et mere betegnende navn for den sjette og sidste end for den fjerde vintermånemåned. Men ud fra den kendsgerning, at det middelalderlige svenske navn på januar er Thors manadher, dvs. Thors måned, opfatter vi Torre som en kæleform, en formindskelsesform af gudenavnet Thor, således at Torre skulde betyde "lille fader Thor". Det vilde give en ganske naturlig forklaring af det lige nævnte norske månedsrim, at det er lille fader Thor, der lokker börnene ud i den solbeskinnede vinterluft. Men det vilde også i hedensk tid være et rimeligt og naturligt navn på den halmfigur, den julegubbe, der bliver höjtidsfuldt modtaget i hjemmet af husets folk ved julens indtræden, som i ældre tid dannede midtpunktet i hjemmets jul, og som i hedensk tid må hav afbildet guden Thor, ligesom den jævnlig i kristen tid forestiller Kristus (s. 937).
På Island i fristatstiden overføres det oldnorske månemånedsnavn Thorri til den fjerde vintersolmåned i det islandske ugeår (s. 604). På Island var det husbondens pligt at byde Thorri velkommen i gårde. Han måtte være på benene först af alle for at "fagna Thorra" dvs. modtage Thorre på höjtidsfuld måde, mens det var husmoderens pligt at modtage Gói, den femte vintermåned i det islandske ugeår, og byde hende velkommen i gårde.

Husbonden måtte stå tideligt op den fredagmorgen i januar (s.605), hvor Thorre gik i gårde. Han måtte gå udenfor i den bare skjorte, med bare lår og med bare fødder. Han kunde dog stikke foden i det ene bukseben og lade det andet hænge og slæbe efter sig. Således klædt måtte husbonden gå ned til dören, lukke den op og hoppe på det ene ben omkring hele gården, slæbe brogen efter sig med det andet, og byde Thorri velkommen i gårde. Senere samme dag havde husbonden pligt til, sammen med de andre bønder i bygdelaget, at holde et gilde, der kaldes at "fagna Thorra", altså at byde Thorre velkommen. Somme steder i Nordisland bliver den förste dag i Thorri kaldt Husbondedag, og det er husfruens pligt på denne dag at sörge godt for sin mand. Disse forskellige höjtideligheder kaldes endnu o. 1860 stadig for Thorrablot, dvs. hedensk dyrkelse af et guddomsvæsen Thorri, og det tilsvarende husmodergilde ved Góis indtræden har engang været kaldt Góublot.

I nutidens Island er denne gamle skik at modtage Thorri uddød overalt undtagen på Østlandet. Det er stadig skik i Mulesyslerne på Bondedagen at sætte røget kød og anden höjtidsmad på bordet. En medelerinde fra Eyrarbakki, Vestisland, mener, at det skal være temmelig almindelig skik oppe i landet, at en noget kraftigere kost end sædvanlig bliver spist den förste dag i Thorri, således røget fårekød, som manellers kun får i julens tid og ved andre meget höjtidelige lejligheder, eller også gule ærter og saltet kød.
De to höjtidsskikke til fejring af fjerde og femte vintermåneds indtræden, Thorrablot og Góublot, har selvfølgelig været kendt på Island i hedensk tid för år 1000. I middelalderlig islandsk tid har man søgt at forklare sig disse hedenske blots opståen. Den rigtige forklaring, at det var et par ældgamle nytændingsfester, afholdt henholdsvis af husfader og husmoder ved fjerde og femte vintermånemåneds indtræden, havde man i tidens løb fuldstændig glemt på Island, fordi Thorri og Gói ikke længere var månemåneder som i Norge, men blot verdslige solmåneder i det islandske ugeår (fig. 265-66), og man opdigtede derfor følgende helt urigtige forklaring på disse to blot:

Thorri var en gammel nordnorsk konge, ætling af kong Fornjótr (dvs. oldjætte), hersker over Finmarken og Kvænland, til hvem lapperne blotede for sne og godt skiføre. Thorri selv var en stor blotmand og havde et stort blot hvert år ved midvinter, det kaldte de Thorrablot, og deraf fik måneden Thorri sit navn. Kong Thorri havde to sönner, Norr og Gor samt datteren Gói. Engang forsvandt Gói ved Thorreblotet, og de kunde ikke finde hende. Og da Thorremåneden var til ende, gjorde Thorri blot for at få viden om, hvor Gói måtte være blevet af. Dette blot blev kaldt Góublot, og måneden blev kaldt Gói. Norr søgte sin søster i Finmarken, men Gor i Danmark, begge brødre nytteløst. På tilbagevejen mødtes brødrene midt på Norges vestkyst. Herfra drog de ind i Østnorge, og de fandt Gói på Hedemarken hos kong Rolf af Bjærge, sön af jætten Svaði

I det gamle Norge har vi kun bevaret yderst svage spor af det islandske Thorreblot. På Rogaland har Thorremåneden været kaldt Mannamånen. Med undtagelse af den förste dag, nytændingsdagen, som var månens egen dag, har de enkelte bønder i bygden på rad haft hver sin dag af denne måned, der ligesom varslede om hans sind og væsen. En egentlig dyrkelse af Thorreny med bönner og magiske fremgangsmåder som ved Gjøny (III 6), synes ukendt i nutidsoverleveringen. I stedet har vi et enkelt lævn af julenyets dyrkelse, fra Telemarken 1786, stærkt mindende om fællesnordisk dyrkelse af nytårsnyet.

Julenyet, som blev tændt efter juledagen, var det mærkværdigste i hele året; om aftenen gik man ud med en salmebog (s. 998), så på nyet og greb da i salmebogen bag på ryggen. Traf man på en ligsalme, skulle man dø det år, men traf man på en brudesalme, skulle man giftes.

Fra först af må Juleny og Torreny være ett og samme ny, den fjerde vintermånedsny, som vi har kaldt Midvinterny. Vi har jo (s.908) understreget, at efter kristendommens indførelse blev Juleny navnet på årets tredie vintermånemåned, og ikke som i hedensk tid den fjerde. Så fuldstændig skilsmissen mellem julefesten og det oprindelige Juleny ved midvintertid end har været siden indførelsen af juliansk solårstidsregning af kong Håkon den gode o. år 950, så har vi dog fra Vestagder vidnesbyrd om ældgammel månedyrkelse juleaften (sml. s. 121 lappisk julemåne). På gårdene Egeland, Verås og Omdal i Vennesland viste man nemlig for en tid tilbage juleaften månen det störste smör- og ostekar man havde. Meningen var selvfølgelig, at Julemånen skulde fylde dette kar med smör og ost i det kommende år.
I Sverige har vi kun ganske få vidnesbyrd om månemåneden Torre. I Köla, Vermland, tror man ligesom i Norge, at væde og nedbør på "Torretonglet", dvs. den förste månemåned efter juletonglet, vilde betyde, at meget hø vilde rådne i den regnfulde slættid. Oftest er dog Thorre eller Thor et solmånedsnavn, det folkelige svenske navn på den la tinske solmåned Januar. "Var Torre (dvs. januar) våd, sad dannemænd i gråd," hed det i Vestergøtland. Han gruede nemlig for den usle sommer, der vilde blive følgen af den altfor milde Torre. Nej en hård frostvinter, hvor "Thor slog med sin slægge (dvs. hammer), så det knager i knuder (hushjörner) og vægge" var den rigtige vinter, der fremkaldte den ypperste sommer.
I Dalarne kaldes den fjerde vintermånemåned lige efter Julemånen for Distunglet eller Disa, og den efterfølges af månemåneden Göja. Disa i Dalarne svarer ganske til den norske månemåned Torre, og ligesom denne varsler Disa om det kommende års frugtbarhed: "Jo mere Disa sig ruske får, jo bedre år man vente får!" I Lima burde Disa være overskyet de förste dage, så vilde sæden ikke fryse den sommer. Man havde den tro, at i Disa vilde de unge piger lettere end ellers blive frugtsommelige, og det hed derfor i Lima: "I skal vogte jer for Disa, tøser!"
Tilsvarende tro kendes i Vestnorge om Gjø. I Mora kaldtes Disa også for Spåtunglet, formentlig fordi denne nytænding, ligesom Nytårsny, kunde spå de unge piger, hvem de skulde få til mand. På Siljansnäs talte man om Disa med gedeöjet, fordi gederne plejde at få kid i denne månemåned. Når midvinternyet i Dalarne kaldes Disa eller Distunglet, hænger det sammen med bestemmelsen af distingsmarkedet i Upsala (s. 175) til fuldmånedagen i Disamånen, der tidligst kunde falde den 21. januar og senest den 20. februar, efter Olof Rudbecks oplysning 1675. Rudbeck og dalkarlene omkring Siljan er enige om, at den måne, som lyser på himlen trettendedags jul (6/I), er Juletunglet, og derefter følger Disatunglet. "Og holdes Distingen vel indtil denne dag," siger Rudbeck, "således at markedet udi fylde lyses," dvs. afholdes, når der bliver fuldmåne. I hedensk tid må det store diseblot i Upsala, forgængeren for distingsmarkededet i kristen tid, være holdt under den fuldmåne, som fulgte efter den nytænding ved midvintertid, hvor man i forvejen havde holdt Disablot i hjemmet under kvindernes ledelse (s. 177), en fest, der ligesom det oldislandske Thorrablot må regnes for særformer af den fællesnordiske midvinterfest ved Midvinterny med det ældgamle navn Jól eller Jul.
Også for det danske Nytårsny gælder samme helligtrekongersregel som for Torreny og Disany, således at Nytårsny tidligst kan indtræde 7. januar og senest d . 5. februar. Det ny, som tændes i dagene mellem nytårsdag og kongedag medregnet (6/I), var altså slet ikke noget nytårsny. Det fik i Halland og Vestgøtland sit eget særskilte navn Gållny eller også Trängeny, og först når Gållny sidst i januar eller först i februar var til endebragt, indtrådte altså Nytårsny. I fire år af fem var imidlertid Nyt årsny den förste nytænding efter nytårsdag, og det har fået sit navn, tidligst kendt o. 1600, af denne placering.
I Danmark kaldes Nytårsny undertiden Poulsmesseny, fordi poulsdagen (25/I) ofte omfattes af nytårsny. Man har lagt mærke til, at dette poulsmesseny er "det höjeste på himlen og det hårdeste på jorden." Eller man udtrykker det således i Vinding, Vestjylland: "Nytårsmånedsny går höjest i sky og dybest i dy." Meningen er, at Nytårsny er den af alle nymåner, som står höjest på himlen, og på den tid, i midvinterens hjærte, går frosten dybest i jorden. Det ny, som sidder höjest på himlen, bliver uvilkårligt opfattet som det ypperste af alle årets ny, som de forskellige månemåneders konge, og som sådant bliver det genstand for dyrkelse som "Nykongen" (sml. s.600). Det er særlig i Skåne, vi finder denne benævnelse.

En skånsk forfatter, Floræus, siger 1743: "Hvad ærefrygt de skandier har vist for Nytårsnyet, kan og deraf mærkes, at de skånske også i senere tid overtroisk har påhilset og kaldet det sin Nykonning." Hyltén Cavallius meddeler, at når Nytårsnyet er blevet synligt, går folkene i Skåne efter gammel skik ud for at hilse Nykongen eller hilse på Nytårsnyet. Dette sker ved at böje sig for månen, med glade åsyn, og i höjtidlig tone at gentage dette gamle rim (sml. s. 600):

"Jeg hilser dig, Nykong!
jeg hilser dig, herre,
med korn og kærne
med flæskebøste
med øl om høste."

Ganske tilsvarende folketro om Nytårsnys frugtbarhedskraft kendes i en mængde vidnesbyrd fra det nuværende Danmark:

I Ry ved Himmelbjærget skulde man tage brød, brødkniv og et fårelår i hånden, og så skulde man gå ud og se op på den nytændte måne Nytårsny og sige: "Giv os brød, giv os bøste (fåreskinke), giv os godt korn at høste!" I Rimsø ved Grenå föjede man til: "Giv os mælk i vor spand, og vore piger en god frisk mand!"
I Hornum ved Vejle 1940 rakte man også salmebogen op mod Nytårsny, idet man fremsagde denne bön:

Jeg beder dig Nytårsny,
lad mig aldrig mangle Guds ord og brød.

Meget ofte rækker man i Danmark brød og penge op mod Nytårsny som en tavs bön om, at man må få rigeligt af disse ting i det kommende år. Allerede 1684 meddeler Mundelstrup fra Østjylland: "Ved Nytårsny går de overtroiske ud og holder brød, klæder og så fremdeles op mod månen, i den tro, at man så i det nye år bliver rigeligt forsynet med begge dele." Var man derimod så uheldig at se nytårsnyet med tom hånd, tom mund og tom mave, troede man i Egebjærg, Ods h., at man skulde mangle brød hele året igennem.
Det til det telemarske Juleny knyttede salmebogsvarsel (s. 1004) er overordentligt almindeligt i Danmark. Det hedder i Pontoppidans Fejekost 1736:

Læg dertil, at den förste nymåne i årets begyndelse (nye-års-nye) har for skik at lokke alt fruentimmeret ud af husene, idet dettes kvindfolkehob hjemsøger salmebøgerne, for med vold og magt at tage varsel om deres skæbne af de salmer, som de tilfældigt slår op på, alt eftersom det er bryllups- eller begravelsessalmer. Hvis årsag den ene glatter, og den anden rynker panden, alt efter som hver især har befundet kvindevarslets slumpelykke.

Ikke sjælden beder de unge piger Nytårsny om at varsle dem kærlighedslykke. I Harridslev skulde således den unge pige gå udenfor og sige til Nytårsnyet:

God aften, god aften, du hellige ny,
for mig skinner du nu så dejlig,
er der nogen i verden, der er født og båren
og også kåren til min ægtemage,
da lad ham i denne nat stande udenfor
min seng udi drömme.

Ganske tilsvarende ungpigebönner til nytårsnyet kendes fra Lister i Sydvestnorge og fra TeriJärvi i Østerbotten. Her bad den unge pige:

Sig mig kære Nytårsny,
hvis skjorte skal jeg sy,
hvis brud skal jeg blive,
hvis barn skal jeg føde.

Denne svensk-finske rimbön minder så stærkt om den yderst almindelige danske helligtrekongerbön, kendt 1798 i Nordsjælland i denne form:

Jeg beder jer, I hellige konger tre!
I mig i nat vil lade se,
hvis dug jeg skal brede,
hvis seng jeg skal rede,
hvis navn jeg skal bære,
hvis brud jeg skal være

at det bestyrker vor opfattelse, at denne bön fra först af må rettes til Nytårsny, og ikke til de tre hellige konger (sml. s. 963).
Det var en almindelig regel, at man ikke måtte se Nytårsny inde fra huset, altså under tag eller gennem vindue. Det skulde ses under fri og åben himmel. På Sejrø hvor bønderne skulde ud og hilse Nytårsny, gik hver enkelt af byens bønder stille for sig og så ned og til siden, indtil han var vel ude fra huset; man vidste jo, til hvad side, man vilde få nytårsnyet at se. Det var ellers almindelig tro, at så man Nytårsny gennem en rude, vilde man blive slem til at slå glas eller fade itu, men så man Nytårsny under tagskægget, vilde man blive luset.
I Danmark er det almindelig tro, at der vilde blive født mange börn, og at pigerne let vilde blive forlokkede, det år, hvor Nytårsny ligger på ryggen. Rimeligvis har nytårsnyet haft en lignende betydning for kvindernes frugtbarhed som Disamånen i Dalarne og Gjørny i vestnorge. Både i Danmark og Sverige tager man ofte årsvarsel af nytårsnyets stilling til aftenstjernen, dvs. Venus, der symboliserer husbondens forhold til tjenestekarlen. I Vestbo h. i Småland 1774 betød det således god årsvækst, hvis aftenstjærnen gik foran Nytårsny, eftersom husbonden da gik efter karlen og tiggede ham om at forblive i sin tjeneste, hvad den hovmodige karl nægter, da han kan få sit udkomme uden fast årstjeneste.
Men følger aftenstjernen bagefter Nytårsny, betyder det dyrtid, hvor karlen tigger husbonden om at beholde ham i sit brød.
I Sverige har man den i Danmark ukendte tro, at hvis Nytårsny længe lå gemt i skyerne, vilde det vare længere end sædvanligt, för sæden groede i jorden. Somme steder mente man, at dette var et godt varsel for årets frugtbarhed, og at jo længere Nytårsny dulgtes af skyer, efter at det var tændt, des bedre høst kunde man vente.
Det mærkeligste svenske Nytårsny-skik er en danseleg at "Neje for Ny" i det sydlige Småland.

Börnene danser rundt, når nymånen er kommet frem, helst hvert andet barn en dreng, hvert andet en pige. Men börnene skal alle have kjole på, som om de udelukkende var piger. De sang under dansen:

Vi nejer for ny,
vi ofrer fordi,
vi danser rundt om, rundt om, rundtomkring.

Under afsyngningen af förste linie nejer alle for den nytændte måne; ved anden linie vender alle börn sig bort fra månen og kaster med höjre hånd over venstre skulder en lille smule aske eller salt som efter ligning af et offer til månen. Under tredie linie drejer börnene sig mod månen, og så danser de lystig rundt.

Rimeligvis har vi her bevaret et lille optrin fra ældgammel tid, hvor de voksne kvinder har hilst midvinterens og julens velsignelsesrige måne ved at neje for den, og ved at ofre til den, i den tro, at man vilde få mere end rigeligt igen i årets løb, af hvad man ofrede til den. Og så tilsidst ved at danse jublende rundt, til ære for det ny, som man så længselsfuldt havde ventet den lange, trange og mörke forvinter. I det historiske Sverige har man ofret de ting, som man gerne vilde have, til den mægtige himmelske guddom; i det historiske Danmark har man bedt den om brød og kød, om godt korn om høsten, og man har hyldet det som alle nytændingers konge, fordi det nye år nu kom igen med korn og kærne og alle høslættens og kornhøstens rige gaver. Den næste dag, midvintermorgen, har man da i ældgammel tid holdt årets störste fest, den herlige jul. I senhedensk tid og i kristen tid er imidlertid midvinterny og midvintermorgen blevet skilt, i Danmark og Sverige i regelen dog således, at midvintermorgen i tid kom efter Midvinterny. Man har den fornemmelse, at den gamle dyrkelse af Midvinterny i Norge er ført over på Gjøny, hvis dyrkelse, som vi siden skal se, minder stærkt om dyrkelsen af det danske og svenske Nytårsny.