Udburen paa Øyre
'Natur, Folkeliv og Folketro I Søndhordland' belyst ved Natur- og Folkelivsskildringer, Eventyr, Sagn, Fortællinger o.s.v. fra ældre og nyere Tid. Samlet og udgivet af Th. S. Haukanæs; Sjette Del: Kvindherred. Bergen. Kommission hos C. Floor. 1888.

Oppe i Lierne under Fjeldet ovenfor Gaarden Øyre i Mauranger hørte man før i Tiden "Udburen", helst naar det stundede mod uroligt Veir. Stundom lod han til at være munter, men til andre Tider saa jammerlig bedrøvet. Var han i Godlaget, skrattede han saa godt; men var han sørgmodig og nedstemt, saa kunde man høre ham hulke og græde, snart som et voksent Menneske og snart som et lidet Barn; men som et saadant var det ynkeligt at høre ham, især for Mødre. Man slap at han lod sig høre om Dagen, nei, kun om Kvelden. Det var stødt i Skumringen, han begyndte. Søgte man da at efterabe ham, kunde man være sikker paa, at han nærmede sig, og holdt man ikke straks op med at herme, kom han lige hen til Fødderne paa dem. Der begyndte han da at tulle rundt ikring som et Traadnøste. Størrelsen kunde være høist forskjellig, oftest saa han ud som et Barnehoved. Paa Øyre var der engang en Gut, som for Moro Skyld gav sig til at herme efter Udburen. En Kveld, da han var oppe i Lien, gav han sig til at sutre og græde. Men da var det ikke længe, før han havde Udburen lige ved sig. Han kunde næsten ikke komme af Stedet; thi træde paa ham, havde han ikke Hjerte til, for han græd da saa hjerterørende. Ved et og andet Hop arbeidede Gutten sig frem til en Stolpebod, hvor han havde sit Natteleie; men Udburen fulgte ham, lige til han kom til Stolpebodsdøren, hvorfra Gutten snar som en Vind hoppede ind og klemte Døren til. Siden fik nok Udburen være i Fred for hin Gut.

Til Fortællingen om Udburen i Øyreslierne hører følgende Sagn: For mange Aar siden var der paa Øyre en Kone, som for "illa" (for tidlig Barnefødsel), idet hun nedkom med sit Foster for tidligt og begrov det saa i et Svineloe. Da Svinegjødselen om Vaaren blev kjørt op i Lien, med fulgte nok dette. Fra dette har nok Udburen sin Oprindelse. Nu er dog dens Latter og Graad forstummet i Øyreslierne. Mon hvorfor?