Redde for Trold
NFS. Harald Bahr 6, s 43-45.

På Halleraker i Bremnes boede der et Par gamle Folk som var så urimeligt redde for Trold og Spøgeri. Aldrig forsømte de at sette Tjærekors på Døren Julaften. Og når de havde baget Brød til Julen, så baget de allersist et lidet Kors af Dejg; det lagde de øvest på Brødbagningen og sagde: «Kors og Kaka får ingen taka». For nå meinte de at Brødene var sikret mod Trold og Utøy. Og ikke nok med det - men Trold hørte og så de overalt- havde en af Kjørene slidt sig på Båsen om Natten, og det blev lidt Rauting og Spetakkel i Fjøset, så troede de forvist at Troldene var inde.

Der lå et Bådlag ude i Standen ikke så langt fra Gården en Vinter - jeg tror det var mest Haringer og de var nogle Skjelmer; de havde hørt om disse Folkene og tænkte, de skulde spille dem et Puss. I Julen så klædte de sig ud, den ene styggere end den anden med Grødfad og andet sligt på Hovedet og store Amberlåg under Benene; og de fik også et Par Kvindfolk med . Så en Nat i Julehelgen gik de op til Gården og bankede på. Kallen måtte selv ud, så nødig han vilde i bare Underbuksene, og det kan vel hænde han blev ræd, da han så alle disse underlige Julebukkene; han troede naturligvis , det var Troldene, som var ude. En af disse Skøyerne begynte nu at snakke til han om både det ene og det andet og sagde, at han fik rive ned Låven sin, for den sto i Vejen for dem. På den Måden kom de igjen et Par Nætter til, og hvær Gang begyndte de påny at præke om Låvebygningen hans og love alskens Ulykke , hvis han ikke føiede dem.

Og tror du ikke at da det led over Helgen, rev manden ned Låven sin og byggede den op et andet Sted. Og de som ikke gråt, da de hørte dette, det var Haringerne; de syntes de havde fået narret han godt.