Magnus aa havfrúva

(To versjoner (Nedskrevet av Sophus Bugge i "Gamle Norske Folkeviser")

Versjon A. (Meddelt af Konen Hæge Aarmote i Mo.)

1. Dæ va’ aarli um morgonen, naar sóli rý lundi, daa sat der ei havfrûve, gilja ti ein svenn alt mæ si listige tunge. Greivi Magnus trúlovar du meg! eg be no deg saa gjönni: du maatte fulla seia meg ja! ja!

2. ,,Eg sko’ gjeva deg snekkja den, hó gjenge paa sylvesleipar, ho gjenge saa væl paa den gröne eng, som uppaa den bylgja bleike.

3. Eg sko’ gjeva deg folen den, den yppaste, du vi’ rie, han löype saa væl paa bylgja blaa, som úti dei gröne eng.

4. Eg sko’ gjeva deg brynja ný den yppaste, du vi’ slite, dæ svær æ’ alli í væri ti, som uppaa brynja kan bíte.

5. Eg sko’ gjeva deg sværi dæ, der henge i femta gullringar, kvaar den dage, du tenkjer paa meg, saa sko’ du seier vinne.

6. Höyr du greivi Magnus: vi’ du no vera meg hull, saa sko’ eg gjeva deg skjurta den, æ’ stikka mæ röde gull.

7. Eg sko’ gjeva deg skjurta den, den yppaste, du vi’ slite; kvaar den saum, paa hæna æ’, æ’ sauma mæ silkji kvite.”

8. ,,Du vene havfrü, du skjöne havfrù! eg hev alli sett din likji, men eg hev meg ei skjön jomfrú fest, hæna kann eg inkji svíke.” Greivi Magnus, trùlovar du meg! eg be no deg san gjönni: du maatte fulla seja meg ja! ja!

V. 5. L. 2. der henge ~ femta gullringar; maaske rigtigere: dæ henge. Jfr. Arw. Xo. 147. B, V. 3: eder vil! iag gifva en värja så ny, den skall hanga på femton guldringar; Afz. Nr. 95, V. 3. V. 6. 7 burde vel fölge straks efter V. 1.

---

Versjon B. (Optegnelse af J. Moe fra Hardanger.)

1. ,,Æg ska’ gjeva dæg hesten den, den beste, som du vilde ria, han gjenge saa væl paa det salta vand, som over de grönnaste líar. Magnus, vilde du trolova mæg! æg beder nu eder saa gjerne: du maatte væl svara mæg ja! ja! ja!

2. Æg ska’ gjeva deg skjorto ný, saa beste du henne vi’ slíta, kvar den söm, som i henne æ’, æ’ sýdde mæ silke dæ kvita.

3. Æg ska’ gjeva ‘dæg kvednæ dan, saa beste du henne vi’ hava, skjækanne æ’ útaa kvitabeintonn aa kvednanne dei ganga mala.

4. Æg ska’ gjeva dæg skipe ný, saa beste du paa dæ vi’ segla, segle dæ æ’ útaa kameletý aa raaanne dei æ’ taa iglar.

5. Æg dræge aust aa du dræge vest, aa helsa te heimsens ende! du ska’ alder liva den æredag, æg ska’ dæg fleir elskovsbrev sende. Magnus vilde du trolova mæg! æg beder nu eder saa gjerne: du maatte væl svara mæg ja! ja! ja!

Visen kjendes ogsaa i Sverige. Den er der tildels bleven blandet med Elvehöivisen, der lader Ungersvenden frelses ved Hane­galet; saaledes hos Afz. Nr. 95 „Herr Magnus och Hafstrollet” og ,,Hertig Magnus och Elfvorna”, samt hos Arw. Nr. 147, B „Herr Magnus” (som lokkes af et Bjergtrold). Afz. Nr. 96 ,,Hertjg Mag­nus och Hafsfrun” har undergaat en Forvanskning for bedre at stemme med et Folkesagn om en vanvittig Hertug Magnus, Sön af Gustav den förste. - Visen er ogsaa trykt som Flyveblad (Carlskrona 1805), hvor den er uden ordentlig Slutning. Endelig findes en Optegnelse fra Östergötland i Cavall.og Stephens’s Sami., som bærer Navnet „Herr Mannerlig” og slutter med, at Bjergtroldet giver ham en Drik, hvoraf hans Hjerte sprækker.

Paa dansk er to Optegnelser trykte i Danm. gl. Folkev. Nr. 48. Det er her en Bjergjomfru, som beiler til Ridder Magnus (Manglus); da hun vil holde hans Hest, hugger han hende med sit gode Sværd i Stykker. Sv. Grundtvig (anf. St.) anser det for muligt, at Visen er indkommen i Danmark fra svensk Tradition.

Hos os er det en Havfrue, som beiler til Magnus. Dette gjel­der ogsaa om B, hvilken Optegnelse i J. Moes Haandskrift har Over­skriften: ,,Um havfriío’; denne Oplysning maa Sangeren have bevaret fra Vers, hvis Sangform ikke længer mindedes. - Hele det eiendommelige Omkvæd gjenfindes med smaa Afvigelser i alle svenske og danske Opskrifter.

Visen turde være kommen til os udenfra. Ikke alene er i 13 norske og unorske Former ”landede om hverandre, men ogsaa (i en langt bedre vedligeholdte Optegnelse A bærer Spor af den fremmede Oprindelse, saaledes at Magnus kaldes ,greivi” (jvfr. sv. bertig Mag­nus) og Rimet: hull gull (V. 6). V. i er i Optegnelsen femlinjet. Den förste Linje ,,Magnus vilde du trolova mæg” er vistnok indkommen fra Omkvædet.

V. 2. L. i. skjorto; i Optegnelsen: skortu. V. 2. L. 2, ligesom 2den Linje i V. 3 og 4, synes noget for­kvaklet. Dog er i dette Vers Ordet sa a utydeligt i Optegnelsen. V. 4. L. 4. iglar; i Optegnelsen ,,(n)iglar eller iglar, uvist hvad.” V. 5 kunde man tage for Magnus’s Svar, hvorimod dog „f i ei fleir" i L. 4 synes at tale. Hvis det er Havfruens Ord, maa Noget mangle mellem V. 4 og V. 5. V.5. L. 4. fleir; i Optegnelsen: fleer.