Smørbuk.

Fra Norske Folkeeventyr (1843-44), Asbjørnsen & Moe

Der var engang en Kjærring, som sad og bagede. Hun havde en liden Gut, der var saa tyk og fed og gjerne vilde have god Mad, og derfor kaldte hun ham Smørbuk; og saa havde hun en Hund, de kaldte Guldtand. Ret som det var, begyndte hunden at gjøe.

"Spring ud, du Smørbukken min," sagde Kjærringen, "og se efter, hvem det er Guldtand gjøer paa." Saa sprang Gutten ud og kom ind igjen og sagde:

"Aa, Gud hjælpe mig, der kommer en stor, lang Haug- kjærring, med Hovedet under Armen og en Sæk paa Ryggen."

"Spring under Bagstefjælen og gjem dig!" sagde Moder hans.

Saa kom det store Troldet ind. "God Dag," sag- de det.

"Gud signe dig," sagde Moder til Smørbuk.

"Er ikke Smørbuk hjemme i Dag?" spurgte Troldet.

"Nei, han er i Skoven med Faer sin og veider Ryper," svarede Kjærringen.

"Det var Trold, det da," sagde Haugkjærringen, "jeg har saadan en fiin liden Sølvkniv, som jeg vilde give ham."

"Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk under Bagstefjælen og kom frem.

"Jeg er saa gammel og stiv i Ryggen," sagde Troldet; "du faaer smætte ned i Sækken og tage den op selv."

Da Smørbuk vel var kommen ned i Sækken, kastede Troldet den paa Ryggen og strøg ud. Men da de vare komne et Stykke paa Veien, blev Troldet træt, og spurgte: "hvor langt er det bort at sove?"

"En halv Fjerding," svarede Smørbuk.

Saa satte Troldet Sækken ned ved Veien og reiste bort igjennem Smaaskoven for sig selv og lagde sig til at sove. Imens passede Smørbuk sig, tog Kniven sin, sprættede Hul paa Sækken og smat ud, lagde saa en stor Tyrirod i Stedet og strøg hjem til Moder sin. Da Troldet kom hjem og fik see hvad det havde i Sækken, blev det fælt sindt.

Dagen efter sad Kjærringen og bagede igjen. Ret som det var, begyndte Hunden at gjøe.

"Spring ud, du Smørbukken min," sagde hun, "og se efter hvad det er Guldtand gjøer paa."

"Aa nei, aa nei, det stygge Bæstet da!" sagde Smørbuk, "nu kommer det igjen med Hovedet under Armen og en stor Sæk paa Ryggen."

"Spring under Bagstefjælen og gjem dig," sagde Moder hans. "God Dag," sagde Troldet; "er Smørbuk hjemme idag?"

"Neimen er han ikke," sagde Moderen, "han er ude i Skoven med Fa'er sin og veider Ryper."

"Det var Trold det," sagde Haugkjærringen, "for jeg har en vakker liden Sølvgaffel, jeg vilde give ham."

"Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk og kom frem.

"Jeg er saa stiv i Ryggen," sagde Troldet, "du faaer smætte ned i Sækken selv og tage den." Da Smørbuk vel var kommen i Sækken, slængte Troldet den paa Ryggen og lagde af Gaarde. Da de vare komne et godt Stykke paa Veien, blev Troldet træt og spurgte: "Hvor langt er det bort at sove?"

"En halv Miil," svarede Smørbuk.

Saa satte Troldet Sækken ned ved Veien og gik op gjennem Skoven og lagde sig til at sove. Medens Troldet gjorde det, fik Smørbuk Hul paa Sækken, og da han var kommen ud, lagde han en stor Steen istedet. Da saa Troldet kom hjem, gjorde det op en stor Ild paa Peisen, satte over en diger Kjedel og skulde til at koge Smørbuk. Men da det saa tog Sækken og troede, det skulde slippe Smørbuk i Kjedelen, faldt Stenen ud, og slog Hul i Bunden paa den, saa at Vandet randt ud og slukkede Varmen. Da blev Troldet sindt og sagde: "Om han nu gjør sig aldrig saa tung, skal jeg lure ham ligevel."

Den tredie Gang gik det akkurat ligesom de to andre, Guldtand begyndte at gjøe, og saa sagde Moderen til Smørbuk: "Spring ud du Smørbukken min, og se efter, hvem det er, Guldtand gjøer paa."

Saa sprang Smørbuk ud og kom ind igjen og sagde: "Aa Gud hjælpe og trøste mig. Det er Troldet, som kom- mer igjen, med Hovedet under Armen og en Sæk paa Ryggen."

"Spring under Bagstefjælen og gjem dig!" sagde Moder hans.

"God Dag," sagde Troldet, og steg ind igjennem Døren; "er Smørbuk hjemme i Dag?"

"Neimen er han ikke," sagde Moderen, "han er ude i Skoven med Faer sin og veider Ryper."

"Det var Trold det, da," sagde Haugkjærringen, "for jeg har en vakker liden Sølvske, jeg vilde give ham."

"Pip, pip, her er jeg!" sagde Smørbuk og kom frem under Bagstefjælen.

"Jeg er saa stiv i Ryggen," sagde Haugkjærringen, "du faaer smætte ned i Sækken selv og tage den." Da Smør- buk vel var kommen ned i Sækken, slængte Troldet den paa Ryggen og lagde af Gaarde. Den Gang reiste Troldet ikke bort for sig selv og lagde sig til at sove, men det strøg lige hjem med Smørbuk i Sækken, og da de kom hjem, var det en Søndag. Saa sagde Troldet til Datter sin:

"Nu skal du tage Smørbuk og slagte ham og koge Sød paa ham, til jeg kommer igjen, for nu reiser jeg til Kirken og beder Fremmede."

Da selve Folkene vare reiste, skulde Datteren tage Smørbuk og slagte ham, men saa vidste hun ikke rigtig, hvorledes hun skulde gjøre det.

"Bi, saa skal jeg vise dig, hvorledes du skal bære dig ad, jeg," sagde Smørbuk, "læg Hovedet dit ned paa Krakken, skal du see."Asbjørnsen & Moe Hun gjorde saa, hun Stakkel, og Smørbuk tog Øxen og hakkede Hovedet af hende, som om det havde været en Kylling. Saa lagde han Hovedet i Sengen, og Skrotten i Gryden og kogte Sød paa Datteren, og da han havde gjort det, krabbede han op over Døren og drog med sig Tyriroden og Stenen og lagde den ene over Døren og den anden op paa Peispiben til Troldet.

Da Folkene kom hjem fra Kirken og saae Hovedet i Sengen, tænkte de at Datteren laa og sov; men saa skulde de bort at smage paa Suppen.

"Smager godt, Smørbuksod!" sagde Troldkjærringen.

"Smager godt, Dattersod!" sagde Smørbuk. Men det lyede de ikke efter.

Saa tog Troldmanden Skeen og skulde til at smaage.

"Smager godt Smørbuksod!" sagde han.

"Smager godt Dattersod!" sagde Smørbuk paa Peispiben.

Da begyndte de at forundre sig over, hvem det var som snakkede, og vilde ud at see efter. Men da de kom ud i Døren, kastede Smørbuk Tyriroden og Stenen i Hovedet paa dem og slog dem ihjel. Saa tog han alt det Guld og Sølv, som var i Huset, og da blev han vel rig, og saa reiste han hjem til Moder sin.