Jeg lagde mit hoved til elverhøj,
mine øjne de finge en dvale,
der kom to jomfruer gangendes frem,
de ville med mig tale.
- Siden jeg hende først så.
Den ene klapped mig på kind,
den anden mig hvisked i øre:
"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre".
- Siden jeg hende først så.
"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre,
min jomfru vil en vise kvæde,
om I lyster hende at høre".
- Siden jeg hende først så.
Den ene begyndte en vise at kvæde
så favrt over alle kvinder,
og striden strøm den stilles derved,
som før var van at rinde.
- Siden jeg hende først så.
Og striden strøm den stilles derved,
som før var vant at rinde,
de liden små fiske i floden svam,
de legte med deres finne.
- Siden jeg hende først så.
Og alle de fiske, i floden svam,
de legte med deres hale,
alle de fugle, i skoven var,
begyndte at kvidre i dale.
- Siden jeg hende først så.
"Og hør, du favren ungersvend,
og ville du hos os blive,
da ville vi kende dig bog og rune,
dertil at læse og skrive".
- Siden jeg hende først så.
De dansed ud, og de dansed ind
alt i den elverfærd,
alt sad favren ungersvend
og støtted sig på sit sværd.
- Siden jeg hende først så.
"Hør nu, du favren ungersvend!
Vil du ikke med os tale,
for vist skal sværd og hvassen kniv
dit hjerte lægge i dvale".
- Siden jeg hende først så.
Havde Gud ikke gjort min lykke så god,
at hanen havde slaget sin vinge,
vist var jeg blevet i elverhøj
alt hos de elverkvinder.
- Siden jeg hende først så.
Thi råder jeg hver dannis svend,
som ride vil i skove,
han ride ikke til elverhøj
og lægge sig der at sove.
- Siden jeg hende først så.
