Th.S. Haukanæs: Huldrefolk og Kristenfolk. Norsk sagnskat. Anden del. Granvin, Hardanger. I kommission hos C. Floor, Bergen 1906.
Bryngel Hauge fra Hatlestranden var i tjeneste paa Sundal i Mauranger, Kvindherred. En dag, han var i arbeide opunder Nipafjeldet blev han saa syg, at han, ikke orkede at gaa hjem igjen. Munden hans blev skjæv, og maalet sit mistede han aldeles. Han maatte bæres hjem; men ør og underlig var han, som om han skulde været skræmt af noget oppe i marken.
Tilfældigvis kom der paa samme tid tilgaards en gammel mand, som gik under navn af «Kaaløien»; Han kunde mangeslags kunster og gode raad ved at helbrede baade svullefinger og tandværk, saa han var rigtig velkommen, da de tænkte, at han vidste ogsaa raad og midler til at forstaa sig paa, hvad der manglede gutten. Kaaløien tog saa gutten med sig opunder Nipafjeldet, hvor gutten havde været og paadraget sig sygdommen. Og deroppe blev gutten sygdommen kvit og fik sine sansers fulde brug igjen. Kommen hjem igjen fortalte saa gutten, hvorledes han havde faaet sygdommen. Den dagen, da han var opunder Nipafjeldet og havde søgt efter sauerne, lagde han sig for at sove. Bedst som han havde lagt sig, saa han nogle huldre gik og dansede saa lystigt et stykke fra ham. Huldrekvinderne gik med rødt livstykke paa sin blaa stak, hvide skjorteærmer og lange haarfletter, som hang nedover skuldrene. De var noksaa vakre, men var rødøiede og saa ud til at være noget gamle af alder. Ret som det var, fik han se, at en hale svingede sig under stakken deres, og da satte gutten i at storle. Men da gik det galt med gutten. En af huldrene kom og slog ham med knyttet næve paa munden, saa han blev baade skjæv og maalløs.
Om gutten kan ellers siges, at han siden blev jægtebygger, men tilsidst drukned paa sjøen.
