Fra Norske Folkeeventyr (1843-44), Asbjørnsen & Moe
Der var engang en Konge, han havde syv Sønner, og dem holdt han saameget af, at han aldrig kunde undvære dem alle paa een Gang; een maatte bestandig være hos ham. Da de vare blevne voxne, skulde de sex ud at frie; men den yngste vilde Faderen have igjen hjemme, og til ham skulde de andre tage med sig en Prindsesse til Kongsgaarden. Kongen gav da de sex de gjildeste Klæder, Nogen havde seet, saa det lyste lang Vei af dem, og hver sin Hest, som kostede mange, mange hundrede Daler, og saa reiste de. Da de saa havde været paa mange Kongsgaarde og seet paa Prindsesserne, kom de langt om længe til en Konge, som havde sex Døttre; saa deilige Kongsdøttre havde de aldrig seet, og saa friede de til hver sin, og da de havde faaet dem til Kjærester, reiste de hjemover igjen; men de glemte reent, at de skulde have en Prindsesse med sig til Askepot, som var igjen hjemme, saa forlibte vare de i Kjæresterne sine.
Da de nu havde reist et godt Stykke paa Hjem- veien, kom de tæt forbi en brat Fjeldvæg, hvor Rise- gaarden var. Der kom Risen ud og fik see dem, og saa skabte han dem om til Steen allesammen, baade Prindserne og Prindsesserne. Kongen ventede og ventede paa de sex Sønnerne sine, men hvorlænge han ventede, saa kom der ingen. Han blev da meget bedrøvet og sagde, han aldrig kunde blive rigtig glad mere; "havde jeg ikke dig igjen," sagde han til Askepot, "vilde jeg ikke leve, saa sorgfuld er jeg, fordi jeg har mistet Brødrene dine." "Ja, men nu havde jeg tænkt at bede om Lov til at reise ud og prøve at finde dem igjen, jeg," sagde Askepot. "Nei, det faaer du slet ikke Lov til," sagde Faderen, "du bliver bare borte du ogsaa." Men Askepot vilde og skulde afsted, og han tiggede og bad saalænge, til Kongen maatte lade ham reise. Nu havde Kongen ikke Andet end en gammel Fillehest at lade Askepot faae, for de sex andre Kongesønnerne og deres Følge havde faaet alle de andre Heste, han havde; men det brød Askepot sig ikke om; han satte sig op paa den gamle, skabbede Hesten, han. "Farvel, Faer!" sagde han til Kongen, "jeg skal nok komme igjen og kanskee jeg skal have med mig de sex Brødrene mine ogsaa," og dermed reiste han.
Da han nu havde redet et Stykke, kom han til en Korp, som laa i Veien og flaxede med Vingerne, og ikke aarkede at komme til Side, saa sulten var den. "Aa, kjære Vene! giv mig lidt Mad, skal jeg hjælpe dig i din yderste Nød," sagde Korpen. "Ja, ikke megen Mad har jeg, og ikke seer du ud til at kunne hjælpe mig stort heller," sagde Kongssønnen, "men lidt faaer jeg sagtens give dig, for du kan nok trænge til det, seer jeg," og saa gav han Korpen Noget af Nisten, han havde faaet med sig. Da han saa havde reist et Stykke igjen, kom han til en Bæk; der laa en stor Lax, som var kommen paa tørt Land, og sprat og kunde ikke komme ud i Vandet igjen. "Aa, kjære Vene! hjælp mig ud i Vandet igjen," sagde Laxen til Kongssønnen, "jeg skal hjælpe dig igjen i din yderste Nød, jeg." "Ja, Hjælpen, du gjør mig, bliver vel ikke stor," sagde Prindsen, "men det er Synd, du skal ligge der og sulte ihjel," og saa skjøv han Fisken udi igjen. Nu reiste han et langt, langt Stykke, saa mødte han en Skrub; den var saa sulten, at den laa og drog sig i Veien, "Kjære Vene, lad mig faae Hesten din," sagde Skrubben; "jeg er saa sulten at det piber i Tarmene paa mig; jeg har ikke faaet Noget at æde paa to Aar." "Nei," sagde Askepot, "det kan jeg ikke gjøre; først kom jeg til en Korp, ham maatte jeg give Nisten min; saa kom jeg til en Lax, den maatte jeg hjælpe ud i Vandet igjen; og nu vil du have Hesten min. Det gaaer ikke an det, for saa har jeg Intet at ride paa." "Jo, Kjære, du maa hjælpe mig," sagde Graabenen; "du kan ride paa mig. Jeg skal hjælpe dig igjen i din største Nød, jeg," sagde den. "Ja, den Hjælp, jeg faaer af dig, bliver vel ikke stor, men du faaer vel tage Hesten da, siden du er saa nødig," sagde Prindsen. Da nu Skrubben havde ædt op Hesten, tog Askepot Bidslet og bandt i Kjæften paa den, og Sadlen og lagde paa Ryggen af den, og nu var Skrubben bleven saa stærk af det, den havde faaet i sig, at den satte afsted med Kongssønnen som ingen Ting; saa fort havde han aldrig redet før. "Naar vi nu har reist et lidet Stykke til, skal jeg vise dig Risegaarden," sagde Graabenen, og om Lidt kom de der. "See her er Risegaarden," sagde den; "der seer du alle sex Brødrene dine, som Risen har gjort til Steen, og der seer du de sex Brudene deres; der borte er Døren til Troldet, der skal du gaae ind." "Nei, det tør jeg ikke," sagde Kongssønnen, "Han tager Livet af mig." "Aa nei," svarede Skrubben, "naar du kommer ind der, træffer du en Prindsesse, hun siger dig nok, hvordan du skal bære dig av, saa Du kan faae gjort Ende paa Risen. Bare gjør som hun siger dig, du." Ja, Askepot gik da ind, men ræd var han. Da han kom ind, var Risen borte, men i det ene Kammeret sad Prindsessen, saaledes som Skrubben havde sagt, og saa deilig en Jomfru havde Askepot aldrig seet før. "Aa, Gud hjælpe dig, hvordan er du kommen her da?" sagde Kongsdatteren, da hun fik see ham. Det bliver din visse Død det; den Risen, som boer her, kan Ingen faae gjort Ende paa, for han bærer ikke Hjerte paa sig." "Ja, men er jeg kommen her, saa faaer jeg vel prøve ham ligevel, jeg," sagde Askepot. "Og brødrene mine, som staae i Steen her udenfore, vilde jeg nok see at frelse, og dig vilde jeg nok prøve at redde ogsaa, jeg," sagde han. "Ja, siden du endelig vil være, saa faae vi vel see at finde paa et Raad, da," sagde Prindsessen. "Nu faaer du krybe ind under Sengen der, og saa maa du lye vel efter, hvad jeg taler med ham om. Men lig endelig brav stille. "Ja han krøb da under Sengen, og aldrig før var han vel der, saa kom Risen hjem. "Hu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!" sagde Risen. "Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandbeen og slap ned igjennem Piben," sagde Prindsessen; "jeg skyndte mig nok at faae det ud, men Lugten gik vel ikke saa snart bort ligevel, den." Ja, saa sagde Risen ikke Mere om det. Da det nu blev Kvælden, gik de til Sengs, og da de havde ligget en Stund, sagde Kongsdatteren: "Det var nok een Ting, jeg gjerne vilde spørge dig om, jeg, naar jeg bare turde." Hvad var det for en Ting da?" spurgte Risen. "Det var nok, hvor du har Hjertet dit henne, siden du ikke bærer det paa dig?" sagde Kongsdatteren. "Aa, det er Noget, du ikke behøver at spørge om, men ellers ligger det under Dørhællen," sagde Risen. "Aa haa! der skal vi vel see at finde det," sagde Askepot, som under Sengen laa.
Næste Morgen stod Risen fælt tidlig op og strøg til Skoven, og aldrig før var han afsted, saa tog Askepot og Kongsdatteren paa at lede under Dørhællen efter Hjertet hans; men alt de grove og ledte, saa fandt de ikke noget. "Den gang har han luret os," sagde Prindsessen, "men vi faae vel prøve ham endnu en Gang." Saa sankede hun alle de vakkreste Blomster, hun kunde finde, og strøede rundt om Dørhællen - den havde de lagt paa sit rette Sted igjen, den - og da det led mod den Tid, at de ventede Risen hjem, krøb Askepot under Sengen igjen. Da han vel var indunder, saa kom Risen. "Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt inde!" sagde Risen. "Ja, her kom en Skjære flyvende med et Mandbeen i Næbbet og slap ned igjennem Piben," sagde Prindsessen, "jeg skyndte mig nok at faae det ud, men det er vel det, der lugter af ligevel." Saa tiede Risen stille, og sagde ikke Mere om det. Men om Lidt spurgte han, hvem det var, som havde strøet Blomster omkring Dørhællen. "Aa, det er nok mig," sagde Prindsessen. "Hvad skal nu det betyde da?" spurgte Risen. "Aa, jeg har dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg veed at Hjerttet dit ligger der," sagde Prindsessen. "Ja saa; men ellers ligger det ikke der det, du," sagde Risen.
Da de saa havde lagt sig om Kvelden, spurgte Prindsessen igjen, hvor Hjertet hans var, for hun holdt da saa meget af ham, at hun nok gjerne vilde vide det, sagde hun. "Aa, det ligger borte i Skabet der paa Væggen," sagde Risen. Ja saa, tænkte Askepot og Prindsessen, da skal vi vel prøve at finde det. Næste Morgen var Risen tidlig paa Færde og strøg til Skoven igjen, og aldrig saa snart var han gaaen, før Askepot og Kongsdatteren var i Skabet og ledte efter Hjertet hans; men alt de ledte, saa fandt de ikke noget der heller. "Ja ja, vi faae da prøve engang til," sagde Prindsessen. Hun stadsede ud Skabet igjen med Blomster og Krandse, og da det led mod Kvælden, krøb Askepot under Sengen igjen. Saa kom Risen, "Hutetu! her lugter saa kristen Mandlugt!" sagde Risen. "Ja, for lidt siden kom her en Skjære flyvende med et Mandbeen i Næbbet og slap ned igjennem Piben," sagde Prindsessen; "jeg skyndte mig nok at faae det ud igjen jeg, men det er vel det, der lugter af ligevel." Da Risen hørte det, sagde han ikke Meer om det; men lidt efter fik han see, at Skabet var behængt med Blomster og Krandse rundt om; og saa spurgte han, hvem det var, som havde gjort det? Jo, det var da Prindsessen igjen, sagde hun. "Hvad skal nu det Narreri betyde da?" spurgte Risen. "Aa, jeg har dig sagtens saa kjær, at jeg maa gjøre det, naar jeg veed at Hjertet dit ligger der," sagde Prindsessen. "Kan du være saa gal og troe Sligt, da?" sagde Risen. "Ja, det maa jeg vel troe, naar du siger mig det," sagde Prindsessen. "Ja, du er en Tosse," sagde Risen; der Hjertet mit er, der kommer du aldrig!" "Ja, men det var da Moro at vide, hvor det er henne ligevel," sagde Prindsessen. Ja, saa kunde Risen ikke bare sig længer, han maatte sige det. "Langt, langt borte i et Vand ligger en ø," sagde han; "paa den ø staaer en Kirke; i den Kirke er en Brønd; i den Brønd svømmer en And; i den And er et eg, og i det eg - der er Hjertet mit der, du."
Om Morgenen Tidlig, det var ikke graalyst endda, strøg Risen til Skoven igjen. "Ja, nu faaer jeg afsted jeg ogsaa," sagde Askepot; "bare jeg kunde finde Veien." Han sagde da Farvel til Prindsessen saalænge, og da han kom udenfor Risegaarden, stod Ulven der endda og ventede paa Askepot. Ham fortalte han, hvad der var hændet inde hos Risen, og sagde, at nu vilde han afsted til Brønden i Kirken, bare han vidste Veien. Saa lod Ulven ham sætte sig paa Ryggen sin igjen, for han skulde nok finde Veien, sagde han, og saa gik det afsted, saa det suste om dem over Heier og Aaser, over Bjerge og Dale. Da de nu havde reist mange, mange Dage, kom de tilsidst til Vandet. Det vidste Kongssønnen ikke hvordan han skulde komme over, men Ulven bad ham bare, at han ikke skulde være ræd, og saa lagde han udi med Prindsen paa Ryggen og svømmede over til øen. Saa kom de til Kirken; men Kirkenøglen hang høit, høit oppe paa Taarnet, og først saa vidste Kongssønnen heller ikke, hvorledes han skulde faae den ned. "Du faaer raabe paa Korpen," sagde Ulven, og det gjorde Kongssønnen; og strax kom Korpen og fløi efter Nøglen, og saa kom Prindsen ind i Kirken. Da han nu kom til Brønden, laa Anden ganske rigtig der og svømmede frem og tilbage, saaledes som Risen havde sagt. Han stod da og lokkede og lokkede, og saa fik han den tilsidst lokket bort til sig og greb den. Men med det samme han løftede den op af Vandet, slap Anden egget ned i Brønden, og saa vidste Askepot slet ikke, hvorledes han skulde faae det op igjen. "Ja, nu faaer du raabe paa Laxen," sagde Ulven; og det gjorde da Kongssønnen; saa kom Laxen og hentede op egget fra Bunden paa Brønden; og saa sagde Skrubben, at han skulde klemme paa egget, og med det samme Askepot klemte paa det, skreg Risen. "Klem een Gang til!" sagde Ulven, og da Prindsen gjorde det, skreg Risen endda ynkeligere og bad baade vakkert og veent for sig; han skulde gjøre Alt, Kongssønnen vilde, sagde han, bare han ikke vilde klemme itu Hjertet hans. "Siig, at dersom han skaber om igjen de sex Brødrene dine, som han har gjort til Steen, og Brudene deres, skal han faae beholde Livet," sagde Skrubben, og det gjorde Askepot. Ja, det var Troldet strax villig til, han skabte om igjen de sex Brødrene til Kongssønner og Brudene deres til Kongsdøttre igjen. "Klem nu egget itu!" sagde Skrubben. Saa klemte Askepot egget i Stykker, og saa sprak Risen. Da han saa var bleven af med Risen, red Askepot tilbage til Risegaarden igjen paa Skrubben; der stode alle sex Brødrene hans lyslevende med Brudene sine, og saa gik Askepot ind i Bjerget efter sin Brud, og saa reiste de Allesammen hjem igjen til Kongsgaarden. Da blev der sagtens Glæde paa den gamle Konge, da alle syv Sønnerne hans kom tilbage, hver med sin Brud. "Men den deiligste af alle Prindsesserne var Bruden til Askepot ligevel," sagde Kongen, "og han skal sidde øverst ved Bordet med sin Brud." Saa blev der turet Gjæstebud baade vel og længe, og har de ikke turet fra sig, saa turer de endnu.
Comments