NFS. Harald Bahr 6, s 43-45.
På gården Sele (på Bømmeløen) var de engang fuldt og fast overbeviste om at der var en nisse på gården. Hver Kveld, når de malkede, blev der sat en Kop Melk in i en Bås, som bestandig sto ledig; Og om morgenen når de kom, var Koppen tømt. Forsømtre de noen Gang at gjøre dette, slog det aldri Fejl at der blev Uorden i Fjøset. Kreatuene blev lause. Men der blev Skade på anden Måde . Men sålenge de gav Nissen hans Melkekop og også stak lidt Grøt ind til han Helgedagskveldene, hjalp han dem på mange Måder, holdt Kreutuen i god Stand osv. -
Men så kom det nye Folk på Gården. Den nye Manden havde fået høre om dette Stel med Nissen og mente at han ikke vilde have noget med han at bestille, og han skulde nok bli Nisen kvitt, mente han.
Så var det om vinteren, da Halmen var bleven tørr, han skulde på Låven å løse ned Kornstaurene som de havde tørret halmen paa. Men istedenfor at tage Staurene pent ned skar han bare Taugene over så Staurene dat lige ned i Stengrunden. På den Måden mente han, han skulde få Tag i om der var noen Nisse. I det samme de første Stauren slog mod Stengulvet, hørte Manden at det skreg så ynkeligt «Au» der nedenfra. Og det samnme «Au» hørte han en Gang til, men så blev det stilt. Da tog han til å lyse Forbandelse over den som der nede var, og bad ham pakke sig did hvor han hørte hjemme, «for her tror vi på Gud, ikke på Djevelen og hans Håndlangere» sagde han. Og siden har de ikke fornemmet noget til Nissen på Sele.
