Dansk folkevise Flerre dikt på http://www.kalliope.org/
Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj, mine Øjne de finge en Dvale; Der kom gangendes to Jomfruer frem, de vilde gerne med mig tale. Siden jeg hende først saa.
Den ene klapped mig ved hviden Kind, den anden hvisked mig i Øre: »Du stat op, favren Ungersvend, om du vilt Dansen røre.
Vaag op, favren Ungersvend, om du vilt Dansen røre; Mine Jomfruer skulle fore dig kvæde, det fejreste, dig lyster at høre.«
Den ene begyndte en Vise at kvæde saa favrt over alle Kvinde: Striden Strøm den stiltes derved, som førre var van at rinde.
Striden Strøm den stiltes derved, som førre var van at rinde; de liden Smaafiske, i Floden svam, de legte med deres Finne.
de liden Smaafiske, i Floden var, de legte med deres Finne; de liden Smaafugle, paa Kvisten sad, de fældte deres Sang for hende.
»Hør du, favren Ungersvend, og vilt du hos os blive, da ville vi kende dig Bog og Rune, dertil at læse og skrive.
Jeg vil dig Bjørnen at binde og Bassen op til Eg; Dragen med sit møgle Guld skal rømme af Land for Dig.«
De dansed ud, og de dansed ind, alt i den Elverfærd; alt sad jeg Ungersvend og støtted mig ved mit Sværd.
»Hør du, favren Ungersvend, vilt du ikke med os tale, da skal Sværd og hvassen Kniv lægge dit Hjerte i Dvale.«
Havde Gud ikke gjort min Lykke saa god, at Hanen havde slaget sin Vinge, vist havde jeg bleven i Elverhøj alt hos de Elverkvinde.
Det raader jeg hver dannis Svend som ride vil til Hove: Han ride sig ikke til Elverhøj og lægge sig der at sove. Siden jeg hende først saa.
Comments