Dansk folkevise Flerre dikt på http://www.kalliope.org/
1. Hr. Oluf rider om Otte, men lysen Dag ham totte. - Hvad hjælper det, vi kvider -
2. Hr. Oluf rider frem ad Bjerge, der gik en Dans men Dværge.
3. Der trad en Jomfru af den Dans, hun lagde sin Arm om Hr. Olufs Hals.
4. "Hør I, Hr. Oluf, hin blide, hvor lyster I nu at ride?"
5. "Jeg vil ride mig under Ø og tale med min Fæstemø."
6. Den Jomfru rækker Haand fra sig: "Alt skal I først, Hr. Oluf, dans' hos mig.
7. Hr. Oluf, vil I love mig, saa rige Gaver da giver jeg eder.
8. Jeg vil give eder en Ganger graa, hun gaar en Time til Rom og fraa.
9. Den Ganger graa skal I vel faa, og Sadel af Guld at lægge derpaa.
10. Jeg giver eder en Brynje ny, I tør aldrig fra nogen Mand fly.
11. Jeg giver eder saa godt et Sværd, det kom aldrig sligt i Herrefærd.
12. Og slige er alle mine Bænke, som Guld var lagt i Lænke.
13. Slig er alle mine Vindebro, som Guld skinner over eders Hænder to."
14. "Behold du selv alt dit Guld saa rød, jeg vil hjem til min Fæstemø."
15. Saa slog hun Hr. Oluf ved hviden Kind, Blod sprang over hans Skarlagenskind.
16. Hun slog hannem imellem Hærde, det han faldt neder til Jorde.
17. "Stat op, Hr. Oluf, og rid du hjem, du skalt ikke leve Dag foruden en."
18. Hr. Oluf han vendte sin Ganger omkring, alt saa modig rider han hjem.
19. Der han kom til Borgeled, hans kære Moder stod derved.
20. "Hør du, Hr. Oluf, kære Sønne min, hvi rider du sørgendes hjem?"
21. "Min kære Moder, I tager min Hest, min kære Broder, du henter mig Præst."
22. "Ti kvær, Hr. Oluf, du sig ikke saa, saa mengen bliver syg, de dør ikke af.
23. Sig mig, Hr. Oluf, under Ø, hvad skal vi svare din Fæstemø?"
24. "I staar op, alle mine Brødre syv, og rider imod min unge Brud.
25. Hør I det, min rige Maage, I tager imod min stolte Jomfrue."
26. Der de kom foroven By, alle gik Klokker, som var de ny.
27. Det mælte Bruden i samme Stund, hendes Hjerte det var af Sorrigen tung.
28. "Hvi monne alle de Kloker saa gaa, jeg ved her ingen, der syg laa."
29. "Det er saa Sæd paa dette her Land, at ringe imod sin Liljevand.
30. Det er saa Sæd paa denne Ø at ringe imod sin Fæstemø."
31. Saa førte de Bruden i Gaarde, alle græd Fruer saa saare.
32. Det mælte Bruden af stor Nød, hun var sig af Hjertet saa ve.
33. "Hvi monne alle disse Fruer saa græde, der mig skulde vel omlede?"
34. Der var slet ingen, som der var hos, der turde svare den Brud et Ord.
35. De fulgte Bruden i Salen ind, med sorrigfuld Hjerte og Rosens-Kind.
36. De satte Bruden paa Brudebænk, for gik Riddere, de bar hende Skænk.
37. Det mælte Bruden over Borde, hun talte et sorrigfuldt Orde.
38. "Jeg ser her Riddere gaa ud og ind, jeg ser ikke Hr. Oluf, kære Herre min."
39. Det svared Hr. Olufs Moder, hun var sorrig og mode.
40. "Baade med Høg og saa med Hund, da er Hr. Oluf i Rosenlund."
41. "Haver han nu kærer sin Høg og sin Hund, end han haver sin unge Brud?
42. Vil han heller ride med Rakker og Tov, end han vil sidde med hans Brud i Stov?"
43. Sildig om Aften, Røg faldt paa, da skulde den Brud til Senge gaa.
44. De tændte op de Brudeblus, saa fulgte de Bruden til Brudehus.
45. De fulgte Bruden til Brudeseng, efter gaar Hr. Olufs liden Smaadreng.
46. "I lader eder mindes, Hr. Olufs Mø, min Herre han ligger paa Baaren død.
47. Min Herre han ligger i Loftet Lig, nu skal I hans Broder eders Tro bortgive."
48. "Ret aldrig skal jeg den Dag leve, jeg skal to Brødre min Tro bortgive."
49. Saa bad hun alle de Frue, det hun maatte Liget skue.
50. De stødte op den Højeloftsdør, de høje Ru de stod derfor.
51. Stolt Ingelil løb til de høje Ru, de hvide Lin hun deraf slog.
52. Hun meldet Liget saa liste, saa saare hendes Hjerte det ryste.
53. Hun mindet Liget saa overbrat, hendes Hjerte det sønder i Stykker brast.
54. Det var stor Ynk at se den Nød, den Jomfru mon af Sorrigen dø. - Hvad hjælper det vi kvider. -
