Visen meddeles her efter en optegnelse fra Skafsaa, Anneks til Mo (Nedskrevet av Sophus Bugge i "Gamle Norske Folkeviser")
1. Kungen han rei ette vegjen fram, - Brónfolen rinder væl- saa han ei hind, paa heió rann. Dæ glimar ivi skógar aa alle gröne heiar.
2. Kungen han rei ette vegjen fram, ette kom bergemannen vrei aa gram.
3. ,,Kvaar’ vi’ du her unde sværi laate liv, hell du vi’ gi’ meg dótteri, dæ vene viv?
4. Kvaar’ vi’ du her unde sværi döy, hell du vi’ gi’ meg dótteri, den vene möy?”
5. ,,Eg kann inkji her unde sværi döy, eg gir deg hell dótteri, den vene möy.”
6. Kungen han kom seg riand i gaar, hass kjære dótteri úti staar.
7. ,,Höyrer du min fader, eg spyrje deg maa: hvad er dæ for troll, du flyter ti gaars?”
8. ,,Kjære min datter, du talar ‘kji saa! for dæ æ’ den herren, som du sko’ faa.”
9. ,,Æ’ dæ no ingjen kristen mann, men jeg skal faa eitt troll ti mann ?“
10. Bergemann’ ha’ ein gangar saa liten aa spak. han seter skjön jomfrû paa hass bak.
11. Daa dei kom seg paa vegjen fram, saa hörde dei, gullsteinen í bergji sang.
12. Dei rei seg litt lenger i nór, der sér dei gullbergji, dæ glimar aa glór.
13. Dei rei bergji tri gaangur umkring, aa mitt uppaa bergji der rei dei inn.
14. Hakji han lyster ùtreise ette si syster aa leite.
15. Hakji han rei ette vegjen fram, saa hörde han, gullsteinen i bergji sang.
16. Hakji han rei litt lenger i nór, saa sér han gulibergji, dæ glimar aa glór.
17. Hakji rei hergji tri gaangur umkring, aa mitt uppaa bergji der rei han inn.
18. Hakji han kom i bergji inn, der siter hass syster aa hó spann lin.
19. ,,Höyr du min syster, hott eg spyr deg: lyster du ‘kji heimatte fýgje mæ meg?”
20. ,,Saa gjenni eg ville fýgje heimatt mæ deg, naar eg visste, at bergemann’ sakna ‘kji meg. “
21. Daa dei kom seg paa vegjen fram, ette kom bergemann’ baa vrei aa gram.
22. ,,Höyrer du Hakji, hott eg talar ti deg: kví rí du mæ vivi, som far din ga’ meg?
23. Gjeva vi’ eg deg min staalhatten stór, dersom du Hakji vi’ tala eitt ór.”
24. Hakji han læter sitt svær ifraa, saa höggji han bergemann’ i lytinne tvaa.
25. Daa dæ lei tri dagar ifraa, daa teker hass syster ti sýte saa saart.
26. “Kjære mí syster, kvi sýter du saa? for venare herren saa kann du faa.”
27. ,,Venare herri saa kann eg faa.” -Brónfolen rinder væl.- men meiri gull fær eg alli sjaa.” Dæ glimar ivi skógar aa alle gröne heiar.
Beslægtet er den over hele Norden bekjendte Vise om Möen, som tages ind i Bjerget, hvor en Glemselsdrik udsletter ethvert jordisk Minde hos hende. Tilfælles med den - eller maaske rettere: laant fra den - har den her trykte foruden flere Vers ogsaa Midtslængen (Bikvædet) ,, Brónfolen rinder væl, “hvori den snare Ganger, paa hvilken Bjergmanden förer Möen afsted fra Hjemmet, er betegnet. -Men den videre Udvikling og Slutningen er i begge helt forskjellig, og nærværende Vise staar da i poetisk Henseende langt tilbage for den anden. Dog er den ikke uden Betydning. - Selve Sagnet, at en Broder drager ud for at lede efter sin Söster, som er bortfört af en Rise, finder hende i Bjerget og bringer hende tilbage til Hjemmet, bærer et ældgammelt Præg og findes ogsaa ellers i mange nordiske Kjæmpeviser. -Flere mythiske Forestillinger ere her bevarede, saasom at en Hind lokker Kongen bort i Bjergmandens Vold (jvfr. Simrock, Handbuch der deutsch. Myth., 5. 370-374); Guldbjerget i Nord, som ,,glimar aa glór,” som ,,glimar ivi skógar aa alle gröne heiar,” og hvor Guldstenen synger. -Endelig maa nævnes V.23: ,Gjeva vi’ eg deg mín staalhatten stór /dersom du Hakji vi’ tala eitt ór.”
Saalænge Hakji taug, sagde Kvædersken, havde Bjergmanden ingen Magt over ham. Denne Folkets Tro paa Taushedens vidunderlige Kraft er vidt udbredt og aabenbarer sig i mangfoldige Træk. Her kan nærmest paapeges fölgende Overtro fra Rinprovinsen (Zeitsehr. f. deutsche Myth. III, S. 60): ,,Andreasaften skal man lægge sig bagvendt i Sengen med Födderne paa Hovedpuden og saa sige: Jeg lægger mig ned i Djævelens Navn. Gjör en Gut saa, da kommer ved Midnatstid En - man tror, det er Djævelen - og viser ham ham hans tilkommende Kone. Tillige söger den Onde ved alskens Spörsmaal at bringe ham til at tale; men han maa ikke sige et Ord. Lukker han kun Munden op for at tale, gaar det ham galt.’ - Efter danske Folkesagn er den, som tiltaler en Elverpige, Dödsens. - En lignende Tro finde vi i Sagnene om Skattegravere, hvis Gjerning kun kan lykkes, naar Tausheden bevares, og i Manesagnene, hvor Maneren for at faa Bugt med Gjengangeren maa have ham til at bryde Tausheden (jvfr. Sv. Grundtvig, Danm. gi. Folkev. II, S. 449).V. 9. L. 2. Rigtigere Rim hos Land’st. Nr. XLIII, V. 26. V. 24. L. 1. læter sítt svær ífraa er en Forvanskning af det i vore Viser hyppige Udtryk: læter sítt sværi braa eller brjaa, d. e. lyne. Dette ændres ogsaa til: löyser sitt svær ífraa og: dróg paa sværi braa (Landst. S. 259). Men til Grund ligger vistnok egentlig det gamle: han sinu sverði brá (han drog sit Sværd), som bruges i de færöiske Viser.
